Samværspolitik

Samværspolitik – Vinterbadeklubben Aqua Vitus

August 2020

Vinterbadeklubben Aqua Vitus bygger på følgende overordnede værdier:

  • Fællesskab
  • Naturglæde
  • Mangfoldighed

God omgangstone og godt socialt samvær 
I Vinterbadeklubben Aqua Vitus er vi hinandens gode kultur, og vi skaber selv den ånd, der er i klubben. Derfor opfordrer vi til, at man har en god og respektfuld omgangstone og hilser pænt på andre vinterbadere og øvrige gæster på stranden.

Havet og fjorden holder aldrig “lukket” så du kan naturligvis bade året rundt med hvem du vil og når du har tid og lyst. Et stort antal medlemmer mødes hver lørdag og søndag ved Husodde kl. 08.00 og får efterfølgende en kop varm kaffe/te. Her har man bl.a. muligheden for få viden om hvad der sker i klubben og lære nogen af de øvrige vinterbadere at kende.

Respekt for naturen og andre gæster
Vi er alle gæster på Husodde Strand. Derfor opfordrer vi til, at man rydder op efter sig, og ligger der affald, så smides det i én af de mange skraldespande, der er opstillet i området. Husk at vi bader på en offentlig strand hvor mange andre færdes. Ligesom vi opfordrer til at vise respekt for naturen, opfordrer vi til at vise respekt for og hensyn til andre gæster på den offentlige strand.

Bad med omtanke
Badning og ophold på Husodde Strand er på eget ansvar. Vinterbadeklubben Aqua Vitus opfordrer til, at man ikke bader alene. Hav altid én at følges med og hold øje med hinanden. Hvis uheldet er ude (ildebefindende, faldulykke mv.), er det vigtigt, at hjælpen er tæt på. Bad med omtanke og tag vare på din egen og andres sikkerhed.  

Vis hensyn når du bader 
Det er op til den enkelte vinterbader, om man vil bade med eller uden badetøj. Det vigtige er at respektere hinandens grænser og blufærdighed. Vinterbadeklubben Aqua Vitus ønsker at understøtte mangfoldighed, så uanset om du bader med eller uden badetøj, så er du velkommen i Vinterbadeklubben Aqua Vitus.
Vi forventer, at du som medlem værner om vores klubkultur og dermed tager hensyn til øvrige vinterbadere og andre gæster på stranden. Enhver form for grænseoverskridende og blufærdighedskrænkende opførsel accepteres ikke og kan medføre eksklusion af klubben.

Omklædning
Vis hensyn til andre når du klæder om. Vinterbadeklubben Aqua Vitus opfordrer til, at man så vidt muligt er tildækket, når man er på vej til og fra vandet. Vær diskret og vis hensyn til øvrige brugere af området. Tildækket kan være i form af fx badekåbe, badeponcho, et håndklæde eller lignende. 

Fotografering
Mange medbringer mobiltelefoner for at tage fotos af solopgangen, morgenrøden, morgentågen, 
fuldmånen osv. Det er helt naturligt, men husk at spørge først inden du tager foto af andre personer. 

Ændringer i samværspolitikken
Bestyrelsen i Aqua Vitus kan løbende ændre samværspolitikken. Det kan fx være i forbindelse med etablering af faciliteter, nye hensyn til øvrige gæster på stranden mv. 

Forslag/Input til samværspolitikken
Medlemmer af Aqua Vitus kan til enhver tid komme med forslag til forbedringer af samværspolitikken. Du kan sende dine forslag til medlem@aquavitus.dk

Bestyrelsen i Aqua Vitus har ret til at vurdere, hvorvidt det tilsendte forslag inkluderes i samværspolitikken.